Når der nu er så mange vigtige ting at tale om, er det lidt trist, at valgkampen flere gange har fået lov at køre af sporet.
Så er det i dag! Der er valg, hvis det skulle have unddraget sig din opmærksomhed, kære læser, men det har det vel næppe. Det er nu, vi kan drage til vores designerede valgbord, vise dem vores lille lap papir med ordet ‘Valgkort’ kækt på sned i feststemte grønne typer og så være overladt til os selv og tømmerblyanten, når først den valgtilforordnede har fundet en tom bås, ved hjælp af den højteknologiske ‘bukke sig ned og se om der er et par ben under kanten af forhænget’-metode.
OG DET ER OS alle sammen, der må stemme. Hvis vi har rundet de 18 år, altså. Der er ingen øvre grænse, og heller ikke nogen test af om man aner, hvem der er hvem, og hvad de mener.
Efter en valgkamp fyldt med saglige, fuldt finansierede forslag, findes der sørgeligt nok stadig folk, der bræger ‘de lover og lover, men der sker jo ingenting!’ Mærkeligt, for det bedste ved en valgkamp er, at det er så lidt, man skal gøre, for at være en god samfundsborger. Læs lidt avis og se et par TV-debatter og tag stilling til hvad folk siger, og hvem du er mest enig med og tror på.
DET HAR ENDDA været gode debatter. Når man endelig fik lokket Fogh til at stille op, var han endda lejlighedsvis ved at gå ind i en reel diskussion om, hvad der skal ske fremover. Han har ellers ikke været let at lokke ud af busken. Når diskussionen gik på hvad valget
handlede om, sendte han Claus Hjort Frederiksen i byen for at sige, at ”en stemme på Helle Thorning-Schmidt er en stemme på Asmaa Abdol-Hamid”, selvom både Asmaa og Enhedslisten lå på grænsen til ikke at komme ind. Så lod han sin gode ven, Henrik Qvortrup, bruge SE og HØR til at sværte Naser Khader til. Bladet har stort set aldrig haft en politiker som tophistorie på forsiden, hvilket gør Henrik Qvortrups påstand om at han ”måtte trykke historien” fuldkommen meningsløs.
SÅ GIK DER nogle dage, hvor diskussionen handlede om et plankeværk på Frederiksberg og ikke om Irakkrig, nedslidte skoler og patienter på hospitalsgangene. Og netop som de vigtige emner begyndte at trænge sig ind på forsiderne igen, så fik Ekstra Bladets chefredaktion den gode idé at hævde, at Henrik Sass Larsen havde fungeret som ”spion” for Venstre i sidste valgkamp.
Det har man jo haft 2½ år til at skrive, men det skulle da ud at forplumre debatten kort før valget i stedet. Denne gang var det Jens Rohde, der var sendt i byen, så Anders Fogh kunne fortsætte sin gnidningsfri valgkamp, der i stedet for en reel debat, blev tyve dages klappen barnehoveder, der for mig kulminerede da statsministeren viste, at han var i stand til at løbe fra de små børn på et julemærkehjem. Sådan, Anders F.: De skal da lige have et ekstra hak i selvtilliden, når statsministeren kommer forbi.
DE HER EKSEMPLER er bare for at beklage, at når de andre partier har været åbne for debat, er det lidt sørgeligt at have en statsminister, der gemmer sig bag sit kampagneapparat og slibrige mediestunts i stedet for at tage diskussionerne. Så kan man ikke lade være med at tænke: Hvorfor stemme på en tøsedreng, når man kan få en rigtig kvinde?
Det er også min oplevelse, at AFR er en simpel tøsedreng, men jeg tror ikke, at jeg har ret i antagelsen. I stedet er jeg næsten sikker på, at vores nuværende statsminister er ‘alternativt begavet’, som det hed i gamle dage. Det er tydeligt at han ikke føler sig tryg i større menneskemængder og at han har meget svært ved at håndtere simpel gruppearbejde, men på den anden side er han særdeles kompetent til at beregne og lægge budgetter, hvilket han til tydelighed beviste, da han i halvfemserne på måtte gå af som skatteminister på grund af uoverensstemmelser i Skatteministeriet. Det er lidt skægt at tænke på, at det rent faktisk var folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, der i 1992 indstillede Fogh til Rigsretten, der dog ikke gjorde noget ved sagen, fordi Fogh var fornuftig nok til at gå af. Det er også påfaldende, at han blev erstattet som skatteminister af Peter “Skål!” Brixtofte, fordi Brixtofte var en mere ‘hæderlig’ person, som der står ordret i en udtalelse fra ministeriet samme år. Jeg skal ikke gøre mig klog, men en mand, der kan jonglere med tal, men har svært ved menneskelige relationer… Skal han være statsminister?
Kun en tåbe frygter ikke tøsedrenge! AFR er blevet så bange for at blive hængt op på de politiske løgne, at han gør alt for at aflede opmærksomheden ved desperat imagepleje - det evindelige kondiløberi. (Nu er det jo moderne og amerikansk…). Og Kjeldsen - godt husket. Kaldte man i øvrigt ikke oprindelig disse uoverensstemmelser i skatteministeriet for “kreativ bogføring”?
Ja, det er jo lidt sent at begynde at rasle med skeletter, men alligevel.
Baggrunden for afsættelsen var svindel med ministeriets midler under den pænere betegnelse: Kreativ bogføring. AFR var i 87 blevet udnævnt til økonomi- og skatteminister, og den unge venstreløve gik straks i gang med at bevise, at Schlüterregeringens nedskæringsideologi ikke blot var tom retorik. Han gennemfører de følgende år en drastisk omlægning af sit ministerium og skærer drastisk ned. Toldvæsenet og Skattevæsenet der hidtil har været adskilte direktorater bliver pr. 1. marts 1989 lagt sammen i den nyoprettede Skatte- og Afgiftsstyrelse. Samtidig reduceres selskabsligningen til næsten ingenting, for at gøre virksomhedernes skatteafrapportering lettere. Uafhængige iagttagere vurderer, at alene angrebet på selskabsligningen siden da gjorde det muligt for virksomheder at snyde for omkring 1 mia. i skat årligt - simpelthen fordi kontrollen med regnskaberne er reduceret til det rene ingenting.
Godt husket, Kjeldsen. OG sidste år lavvede man så den store skattesammenlægning, hvilket igen fik afskediget folk og gjorde at alle, der ikke direkte skrev “jeg snyder i skat” på deres selvangivelse fik lov at slippe igennem. Minimalstaten kommer ad bagdøren med Anders Fogh ved roret…
VH Sebastian.
Ja, Hr Rasmussen er rigtig god til det med tal. Godtnok er det en lidt særpræget matematik, han har lært. Således hørte man ham så sent som til aften prale med, at han føler sig stolt over at gå ind i sin tredje valgperiode. Øh… Matematik? Han kom ind i 2001. Vi skriver 2007. 2007 minus 2001 er lig med 6. En valgperiode er 4 år. Et barn på 11 kan regne ud, at Hr Rasmussen altså ikke engang har været statminister i 2 fulde valgperioder. At han udskriver valg før der er gået fire år ændrer ikke på definitionen af ‘valgperiode’. Med hans kreativitet kan han udskrive valg til januar og igen til april. Hvis han vinder begge disse valg, så har han som den første statsminister i moderne tid siddet i 5 valgperioder, de to af dem indenfor samme halvår. Se det ville være kreativt. Nu er det jo sådan almindeligvis ikke pænt at skuffe folk, der er glade med for eksempel realiteter, så det er nok ikke noget vi skal sige til manden selv. Han har det svært nok i forvejen, og tvangsægteskabet mellem Pia og Naser bliver helt sikkert stormfuld… Ja, han får nok at se til.
Det er muligt, at AFR får nok at se til, men han skal nok som sædvanlig finde nogen i regeringen, som han kan sende ud og påtage sig de ubehagelige roller, så han selv alfaderligt-autoritært kan “løse interne problemer” og fremstå som stærk. Det er jo så vigtigt for ham. Som det pudsige valgperiode-regnestykke også er et eksempel på.