Sebastian Dorset

Vi har gode venner oppe i Grønland. Har de ikke fortjent en julegave? Og ikke en ged, for den ville nok komme til at fryse.

Hvornår er man egentlig venner? Spørgsmålet er både let og utroligt kompliceret, hvis man altså gør det til det. Og det bliver jo ikke lettere af at man nu kan være på Myspace og Facebook og sikkert sytten andre internet-steder og bliver ‘venner’ med folk ved et par museklik. Betegnelsen ‘ven’ er ikke kun misbrugt på nettet, for de fleste har en tendens til at slynge den om sig, også ude i virkeligheden. Det er godt at være venner, og efter min mening kan man sagtens have mange af dem, uden at kvaliteten af det enkelte venskab daler. Kærlighed er ikke sådan noget, der bliver mindre af, at man deler det.Men man skulle måske ind imellem overveje, om man ville stå op en tømmermandstung lørdag og flytte folks skrammel for dem. For det er sådan noget, venner gør. (Og må jeg i den forbindelse med stor forsinkelse takke alle de af mine venner, der gennem tiden har hjulpet med mine kaotiske og fuldkommen uorganiserede flytninger).

OG TAKKE DE NYE VENNER, jeg har fået. Med fare for at lyde som dronningens nytårstale var jeg i Grønland i sommer, og så mange søde mennesker er jeg godt nok ikke stødt ind i på én gang før. Der er godt nok en lang og temmelig kostbar rejse i vejen for at jeg kan komme og hjælpe dem med at flytte, men i ånden vil jeg gerne. Hvis de skal flytte er jeg villig til at stå tidligt op og bære rundt på tunge ting hernede i solidaritet. For hvis der er noget, Grønland behøver, er det solidaritet fra sine venner. Jeg er på ingen måde ekspert, og kunne ikke drømme om at foregive det, efter at have opholdt mig fem dage deroppe, men det mindste man kunne gøre, var da at give dem ret til at indrette sig, som de vil, og bruge hvad de kan finde i deres undergrund, som de har lyst til. Ville det ikke være meget passende som venner? Selvom man hjælper folk med at flytte, kommer man jo ikke og tømmer deres kælder, når det passer én. Hvis olien og de andre råstoffer kunne hjælpe Grønland til at få nogle bedre forhold, er det så ikke lige lovligt grådigt at insistere på at få del i pengene?

MULIGVIS BLANDER JEG MIG i noget relativt kompliceret, men overfladisk set kan man sige, at et samfund som det Grønlandske er lidt dyrere at få til at køre rundt, end lille hyggelige Syd-Danmark der trods de ni måneders regn årligt har et af verdens mest beherskede klimaer.
Det mest dramatiske, vi kommer ud for, er når Storebæltsbroen lukker på grund af sidevind, og så hvert tredje år en enkelt dag hvor vi får over tre centimeter sne, hvilket lukker hele landet, til stor fnisen fra alle lande der ligger lidt nordligere, og nok ikke mindst i Grønland, hvor man tager på spadsereture i det, vi ville betegne som en snestorm af katastrofalt omfang.

VILLE DET IKKE VÆRE en passende julegave, officielt at overlade enhver form for indtægt fra den grønlandske undergrund til dem, der bor deroppe og har hårdt brug for dem. Det ville da i hvert fald være den mest venskabelige ting at gøre, og det grønlandske samfund har brug for pengene.
Så kan det være, vi ikke behøver komme og hjælpe dem med at flytte, hvis det en dag bliver nødvendigt.

Gi’ en ged. Eller en brønd, eller en overlevelsespakke, og glæd dig over at glæde, i stedet for at være bekymret.

Noget af det fineste, man kan være i Danmark er ‘bekymret’. Hvis man er rigtig meget bekymret, kan man endda blive ‘kritisk’, og så kan man næsten ikke komme højere. Som professionel kritisk arbejder man tit for en form for dagblad og betragter alt, der dukker op med en nedladende skepsis.
Alle opfindelser, uanset hvor prisværdige og samfundsnyttige alle andre opfatter dem, kan de bekymrede kritikere vende til noget negativt. En elbil, der ikke forurener under kørslen. Uha, men hvad nu hvis alle vælger at oplade den samtidig, og hvad hvis den gør, at folk opfatter det som mere acceptabelt at køre, kan det så måske ikke få vejnettet til at bryde sammen? Mottoet hedder ‘intet er så godt, at det ikke er skidt for noget’. Og formålet er som regel primært at hæve sig over den gemene hob og demonstrere sit forkromede (øko-krom, naturligvis!) overblik.

SELV ET AF DE SENERE ÅRS bedste ideer skal selvfølgelig kritiseres af Hr. og Fru ‘Jeg er heldigvis god på et højere og meget mere begavet plan end resten af befolkningen’. Sidste års ‘Giv en Ged’-kampagne fra Folkekirkens Nødhjælp, som flere andre nødhjælpsorganisationer nu også tilbyder variationer over, synes jeg personligt er et tegn på håb for menneskeheden. Altså ikke så meget ideen, som dens fortjente succes.
Nu har de høje kritikere i årtier, med væmmelse i pennen, skrevet om dette materialistiske gaveræs, hvor vi bebyrder hinandens skabe med ubrugeligt skrammel, og når der så kommer et julegavealternativ til glæde for alle andre end Rosendahl, Herstal og Holmegaard, så skynder kritikerne sig at sige, at man KUNNE finde på bedre måder at yde velgørenhed på. Ja, og du kunne også hyppe din store magisterrøv til Afrika og gøre noget selv?

GEDER OG ANDRE GAVER er fantastiske til formålet, fordi en gave nu engang har bedst af at være noget konkret. Selv børn ved det, for når et lille barn har glemt at købe gave til far og mor, så skynder det sig at kradse et gavekort sammen, på et par opvaske eller en græsklæneklipning. Barnet skriver jo ikke med uhjælpsom skrift ‘jeg skal nok på en eller anden måde være en lille smule mere hjælpsom næste år’. Gaver ER konkrete. Det er kun cowboyer og aliens, der kan slippe af sted med at sige, ‘jeg kommer med fred’. Alle andre vil synes, det er en rimelig rådden værtindegave. Og geden, eller vaccinations-cyklen, eller sportspakken, eller brønden er alle sammen konkrete. Ikke kun for os, der kan tale om dem juleaften, men så sandelig også for modtageren i den tredie verden, og at opdage, hvor meget man kan hjælpe for så lille et beløb, er vist ikke det værste, samtaleemne juleaften. Når alternativet nu er, at man knap nok kan finde på noget at give, som modtageren ikke har i forvejen.

MÅSKE ER DE KÆRE ‘kritikere’ bare nødt til at være imod for at have en form for eksistensberettigelse, eller måske har de bare glemt at tænke på, at de stiller sig lige bag den lejr af folk, der helst ikke giver penge til den 3. verden, før deres fantasi løber tør for ting, de kan forære sig selv. Ja, Hr. og Fru Overkorrekt: Der bliver sagt haps og tak for ammunitionen ovre hos flokken, der for længst har afgjort med sig selv, at ‘den slags aldrig nytter noget’, uanset hvor mange glade børn de ser få mad og vaccinationer og skolegang. Eller måske hører Hr. og Fru ‘Kritisk’ til der i forvejen?

‘Kviklån’ sikrer dig, at julen varer lige til påske. Påsken 2037. Hvorfor er de reklamer overhovedet tilladte?

Fjernsynets største gave til os er efter min mening muligheden for at blive sure på det. Vi kan jo ikke blive rigtig sure på vores kolleger og familiemedlemmer, fordi den dér surhed har det med at hænge i lokalerne som en dårlig lugt.
I virkeligheden kom jeg til at tænke på det, fordi jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter. Og ja, jeg ved godt, det minder urimeligt meget om at tune en Skoda Favorit eller lægge blomster på et gravsted, men det virkede som en god idé i situationen. Men hvis man ikke kan blive sur i et fitnesscenter, er man enten død eller Dalai Lama eller muligvis begge dele, hvilket er en vittighed, som de 15 tidligere inkarnationer af Dalai’en virkelig vil forstå at sætte pris på.
Jeg oplevede i hvert fald at stå på et løbebånd og på den ene tv-skærm se CNN og på den anden Voice TV. På CNN interviewede man en tryllekunstner, der åbenbart både var ung og populær: En cocktail, der ophidsede mig, længe inden jeg overhovedet fandt ud af, hvad han foretog sig. Og det lagde ikke just en dæmper på urin-temperaturen at en tekst på skærmen blev ved med at påstå at tryllekunstneren kunne ‘gå gennem glas og gribe en kugle fra en pistol med tænderne’.
Gu’ kan han da ej.
Han kan lave et trick, der får det til at se sådan ud, men der er da en himmelvid forskel, som en såkaldt nyhedskanal måske burde have valgt at forholde sig til. Men Voice TV var (surprice!) ikke mindre irriterende. Jeg taler ikke om værterne, for det må de jo selv om. Jeg så bare talløse (så talløse, som de nu kan være, når man kan overleve et sted i omegnen af 6 minutter på et løbebånd) gange, en reklame for de nye sms-lån, hvor man kan sende en sms til en flok ågerkarle, og så få overført penge til sin konto mod horrible renter og vilkår. Målrettet unge mennesker, der – som det smagfuldt fremhæves – ikke lige har råd til en bytur. Hvor lavt kan man som firma synke? Jeg synes, de skulle få skrevet ind i betingelserne, at de har ret til at skære et pund kød ud af eventuelle dårlige betalere, bare for at sætte deres forretning i det perspektiv, den fortjener.
Men de kan jo undskylde sig med, at de ikke er alene. Bare mens jeg har klampet den her bagside sammen, har jeg fået to mails, der tilbyder mig at låne op til 200.000 kroner’, mod en beskeden rente omkring de 13-15 procent. De røg i min junk-bakke, som det junk, de er, og hvis man er ude for, de ikke gør det, skal man lægge dem derover, så man undgår grådige menneskers udnyttelse af, at folk ikke kan overskue hvilke vilkår, de låner penge under. Alene hele den slibrige ‘no questions asked’ - retorik, de betjener sig af, burde være advarsel nok. Som om jeg stod og ønskede mig noget, det var for dumt eller pinligt at låne penge til af min bank? ‘Citibank’ er jo ikke grundlagt, fordi de synes, det er synd for mig, at jeg ikke har råd til at rejse en måned til Thailand. De er skabt for at sikre mig, at hvis jeg låner penge gennem dem, kommer minderne fra den rejse med sikkerhed til at vare 30 år. Jeg ved godt, at man kan argumentere for, at retten til at drive forretning indbefatter retten til at ødelægge folks privatøkonomi, men inden nogen råber ‘pengene har det bedst i borgernes lommer’, så tag et kig ned i den nærmeste ‘Tiger-butik’: En kæde, hvis succes effektivt dementerer den påstand.
Lad være med at tage de lån. Chancen for at det ender godt, er lige så stor som chancen for at I kan gribe en pistolkugle med tænderne.

En minoritet taler ud og beder ydmygt om tilgivelse for sin fejlbarlighed: Der findes faktisk folk, der ikke har set ‘Forbrydelsen’.

Må jeg på vegne af den minimale gruppe, der ikke har fulgt med i DR’s ‘Forbrydelsen’, ydmygt bede om, at vi måske på et udefineret tidspunkt i den nærmere fremtid måske skifter emne? Ikke at der er noget galt med ‘Forbrydelsen’. Bestemt ikke.
Og når jeg ikke har set den, er det bestemt ikke, fordi jeg opfatter den slags som underlødigt pjat. De søndage, jeg har set tv, har det med garanti været noget meget dummere og mere overfladisk, jeg har spildt tiden på.
Problemet er bare, at det har jeg ikke haft lejlighed til at drøfte med nogen, for vi ved alle sammen, at referater af TV-programmer, man ikke selv har set, hører til de absolut kedeligste måder, man kan spilde fem minutter på – ved siden af at sniffe hårdkogte æg op i næsen eller prøve at se, hvor mange ærter, der kan være i en trombone.

MEN I 20 AFSNIT har ‘Forbrydelsen’ på genial vis holdt folk fanget ved at give dem mulighed for at diskutere, hvem DE nu gik og troede var morderen:
En meget dansk diskussion, hvor alle er lige kvalificerede, og alle gæt kan godtages uanset deres kvaliteter: Ham, der snedigt havde observeret en mistænkelig biperson i afsnit fire og ved minutiøs gennemspoling af samfulde afsnit faktisk har genset denne bi-
person i flere inkriminerende situationer kan effektivt sættes på plads med et ‘Jeg tror, det er ham Erik fra Krøniken, for han virkede så mærkelig’. For alle ‘Forbrydelsen’-fans har gættet som gale, og samtlige landets dagblade har jo haft forsidehistorier, hvor alt fra kriminologer, psykologer til hel- og halvkendte samt manden og konen på gaden har givet deres bud på, hvem der mon nakkede hende pigen.

OG JEG HÅBER, DET har været en fornøjelse, for må jeg nu, hvor selvsvingstornadoen er drevet forbi, minde om, at der var tale om fiktion. Dels så den flinke Nicolai Kopernikus ikke bliver stoppet af ældre damer på gaden og bliver kaldt ‘Vagn’ og bedt om at skamme sig.
Og dels så vi husker, at når psykologer og politifolk stiller op til en analyse af, hvad et hold manuskriptforfattere mon har fundet frem til i en filmskolepåvirket koffeinrus, så er det en meget bizar anvendelse af deres evner: Man skal være varsom med at kritisere de sikkert venlige folk, der bare har forsøgt at få en hyperventilerende BT-journalist ud af røret igen, men måske – bare måske – skulle de have sagt no-get i stil med ‘Det er en TV-serie og har intet med virkeligheden at gøre’.

FORFATTERHOLDET KUNNE jo med henvisning til, at der er tale om fiktion, mase hvem som helst ind i morderrollen med kort eller intet varsel.
Erik fra Krøniken kunne vise sig at være et udmærket bud, hvis brainstormen var gået over gevind. Man kan ikke undgå at synes, det er en lille smule tragisk, at samtlige aviser går amok, så snart der er et program, det virker som om, mange mennesker ser. Der dør folk hver weekend, og det får mindre medieomtale end en fiktiv gymnasiepige. Det er godt nok en trist tanke, når man ligger på sit yderste.
Det var ikke kun en time hver søndag aften, ‘Forbrydelsen’ slog ihjel. Det var alt for mange timer, der kunne være blevet brugt på noget rigtigt. Kan vi komme i gang med det nu?

Nogle gange skal der et valg til, før man ser lyset. Det smukke, liberale lys.

Politik er en ret unik branche. Nok den eneste hvor man ikke bliver belønnet for at blive klogere. At blive klogere er faktisk noget af det værste, man kan gøre som politiker. De fleste faggrupper er ellers helt pjattede med efteruddannelse, så man kan få en ny og bedre stilling, magte andre funktioner eller måske endda en forfremmelse.
Men ikke politikere. De skal mene det samme fra deres første møde i ungdomsorganisationen, til de takker af efter årtier på Christiansborg.

ALLE FORMER FOR HOLDNINGSSKIFT bliver behandlet som noget nær utilregnelighed.
Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis en politiker får nogle nye oplysninger, der underminerer det, han har brugt sit liv på at mene, så er det sikrere at se bort fra de oplysninger end at ændre holdning. Så kan man kalde dem, der kommer med oplysningerne for ‘smagsdommere’, hvilket er noget meget slemt, fordi det antyder, at disse mennesker både har en viden og en faglig indsigt, og den slags er jo altid mildt foruroligende.
Det er også ret unikt for politik som fagområde, at man kan tage håndfaste, faktuelle oplysninger og betragte dem som en form for holdninger, man kan være for og imod.

MEN NU ER JEG JO IKKE POLITIKER, så jeg vil både forholde mig til fakta og ændre mening. Om politik, altså. Nu ved vi jo, hvad flertallet mener, og så vil jeg tage demokratiet så bogstaveligt, at jeg indretter mig efter det.
Jeg skal til at være liberal. Det virker så rart. Og flertallet synes, det er den bedste løsning, så det må jeg rette mig efter.

JEG SÅ ET HERLIGT JAKKESÆT, jeg vil begynde at gå i. Bare et. Anders Fogh Rasmussen havde også det samme jakkesæt på under hele valgkampen, så et må være nok. Og så vil jeg begynde at opføre mig, som flertallet synes.
Jeg vil starte med at holde op med at give penge til folk på gaden. Det må de virkelig selv ligge at rode med. Det er jo ikke MIN skyld, at de ikke kan tage sig sammen og finde et job og holde op med at være sådan nogle ogginogger.

SÅDAN NOGLE INDSAMLINGER, hvor folk spilder en halv dag på at vade omkring med en raslebøsse, får heller ikke en krone af mig fremover. Jeg skal nok fortælle de herrer og damer fra Godhedsindustrien, hvad jeg synes om deres svinske, røde propaganda. Alle ved jo, at det hele bliver brugt på fede pampermiddage og aldrig når frem til de fattige i Afrika og omegn. Og hvis de virker begavede og lærenemme, vil jeg forklare dem, at bistanden faktisk er rigtig dårlig for alle negrene, for den vænner dem til bare at tage imod, og så bliver de ikke motiverede.

MOTIVATION ER MEGET VIGTIG for os liberale. Og de dér folk, der sidder i 40 graders varme og hverken ejer mad eller medicin, ser faktisk ikke særligt motiverede ud.
Det samme vil jeg føle mig nødsaget til at skrive til det barn i Afrika, jeg i et øjebliks vansind fik anskaffet mig. Ham og hans familie må da kunne indse, at de penge har det meget bedre i min egen lomme. Faktisk passer beløbet nogenlunde med den månedlige betaling for et flot tv, jeg lige så i en L’Easy-reklame.
Jeg er godt nok ikke helt sikker på, hvor jeg skal stille det, men så vil jeg holde hjulene i gang og skabe noget omsætning.

MAN FÅR ELLERS MEGET for pengene i Afrika, kan jeg se, når de sender mig en liste over, hvad de har brugt dem til, men det hjælper jo ikke os. Jeg tror faktisk, jeg vil være endnu mere liberal og foreslå, at vi sender de hjemløse til Afrika. De yder jo intet de mennesker, og dernede er det meget billigere med mad og den slags. Og der er også varmt, så det er ikke lige så slemt at sove på gaden.
Vi må da kunne få en ordning lidt i stil med, når vi køber CO2-kvoter af de fattige lande, der ikke forurener nok til at bruge dem selv.
Sådan. To fluer med et smæk. Sådan er vi liberale. Vi tænker i løsninger. Frem over isen og pyt med, om de dér miljøsmagsdommere påstår, at det knager lidt for tiden.

Når der nu er så mange vigtige ting at tale om, er det lidt trist, at valgkampen flere gange har fået lov at køre af sporet.

Så er det i dag! Der er valg, hvis det skulle have unddraget sig din opmærksomhed, kære læser, men det har det vel næppe. Det er nu, vi kan drage til vores designerede valgbord, vise dem vores lille lap papir med ordet ‘Valgkort’ kækt på sned i feststemte grønne typer og så være overladt til os selv og tømmerblyanten, når først den valgtilforordnede har fundet en tom bås, ved hjælp af den højteknologiske ‘bukke sig ned og se om der er et par ben under kanten af forhænget’-metode.

OG DET ER OS alle sammen, der må stemme. Hvis vi har rundet de 18 år, altså. Der er ingen øvre grænse, og heller ikke nogen test af om man aner, hvem der er hvem, og hvad de mener.
Efter en valgkamp fyldt med saglige, fuldt finansierede forslag, findes der sørgeligt nok stadig folk, der bræger ‘de lover og lover, men der sker jo ingenting!’ Mærkeligt, for det bedste ved en valgkamp er, at det er så lidt, man skal gøre, for at være en god samfundsborger. Læs lidt avis og se et par TV-debatter og tag stilling til hvad folk siger, og hvem du er mest enig med og tror på.

DET HAR ENDDA været gode debatter. Når man endelig fik lokket Fogh til at stille op, var han endda lejlighedsvis ved at gå ind i en reel diskussion om, hvad der skal ske fremover. Han har ellers ikke været let at lokke ud af busken. Når diskussionen gik på hvad valget
handlede om, sendte han Claus Hjort Frederiksen i byen for at sige, at ”en stemme på Helle Thorning-Schmidt er en stemme på Asmaa Abdol-Hamid”, selvom både Asmaa og Enhedslisten lå på grænsen til ikke at komme ind. Så lod han sin gode ven, Henrik Qvortrup, bruge SE og HØR til at sværte Naser Khader til. Bladet har stort set aldrig haft en politiker som tophistorie på forsiden, hvilket gør Henrik Qvortrups påstand om at han ”måtte trykke historien” fuldkommen meningsløs.

SÅ GIK DER nogle dage, hvor diskussionen handlede om et plankeværk på Frederiksberg og ikke om Irakkrig, nedslidte skoler og patienter på hospitalsgangene. Og netop som de vigtige emner begyndte at trænge sig ind på forsiderne igen, så fik Ekstra Bladets chefredaktion den gode idé at hævde, at Henrik Sass Larsen havde fungeret som ”spion” for Venstre i sidste valgkamp.
Det har man jo haft 2½ år til at skrive, men det skulle da ud at forplumre debatten kort før valget i stedet. Denne gang var det Jens Rohde, der var sendt i byen, så Anders Fogh kunne fortsætte sin gnidningsfri valgkamp, der i stedet for en reel debat, blev tyve dages klappen barnehoveder, der for mig kulminerede da statsministeren viste, at han var i stand til at løbe fra de små børn på et julemærkehjem. Sådan, Anders F.: De skal da lige have et ekstra hak i selvtilliden, når statsministeren kommer forbi.

DE HER EKSEMPLER er bare for at beklage, at når de andre partier har været åbne for debat, er det lidt sørgeligt at have en statsminister, der gemmer sig bag sit kampagneapparat og slibrige mediestunts i stedet for at tage diskussionerne. Så kan man ikke lade være med at tænke: Hvorfor stemme på en tøsedreng, når man kan få en rigtig kvinde?

Valgets vigtigste fremskridt bliver stort set ikke nævnt, men det er der, og har fået URBANs bagsideskribent til at træffe en stor beslutning.

Skal vi ikke lige huske at rose os selv engang? Det er egentlig sært, at man skal sige den slags i en valgkamp, hvor politikere rask væk tager æren for alt lige fra sommervejret og scoringsgennemsnittet i håndboldligaen til nye opskrifter på sovs.
Det er jo en fast politisk tradition, at den siddende regering har æren for alt godt, mens alt negativt skyldes ‘udviklingen’, ‘konjunkturerne’ eller manglende samarbejdsvilje hos oppositionen, mens sidstnævnte pudsigt nok anlægger den modsatte betragtning. En fælles ting kunne man dog temmelig bredt enes om at rose sig af: Af de ni opstillingsberettigede partier har fire kvindelige frontfigurer og fire mandlige, mens Enhedslisten, der altså i denne sammentælling lidt uvant udgør tungen på vægtskålen, nægter at operere med en egentlig leder. Altså har vi det perfekte politiske fifty-fifty-knald med fire og en halv partileder af hvert køn, eller, hvis man er krigerisk anlagt, en form for stillingskrig i kønskampen.

DEN MILEPÆL I ligestillingen synes jeg langt fra har fået den opmærksomhed, den fortjener. Ikke fordi ligestilling ikke har været et tema. Grædemænd og især -koner har som altid beklaget sig over, at et flertal af de opstillede er mænd, og man efterspørger stadig landets første kvindelige statsminister, men kan vi ikke lige standse op et øjeblik, lægge ni fotos frem foran os med otte partiformænd og et dobbeltfoto af Line Barfoed og Rune Lund fra Enhedslisten og notere det som en lille sejr.

NÅ IKKE? ‘Ingen våbenhviler i kønskampen’, lader til at være mottoet. Det ligger måske bare ikke rigtig til ligestillingsforkæmpere at være tilfredse? Det siger jeg slet ikke som et ‘vær nu bare glad for det I har fået’, hvilket er en nedladende omend nogle gange sund tanke. Jeg siger det som en form for selvudnævnt cheerleader for ligestilling. (Og gå let hen over de grimme mentale billeder i den sammenhæng). Hvis man nu gav sig lov til at glædes over delmål, ville man få optimisme og energi til at fortsætte kampen. Det mener jeg er en meget anerkendt tese, som også kvindesagen kunne støtte sig til.
For med den manglende lyst til at tage æren for den sejr det er at have ligestilling på partilederfronten, kunne man få den grimme mistanke, at kvindesagen aldrig bliver tilfreds, så længe der kan udpeges bare ét område med mandlig overrepræsentation, når man altså ikke lige regner narkomaner og hjemløse med.

SÅ DET HAR jeg tænkt mig at opfordre til, at vi lader komme an på en prøve. Jeg stemmer på en kvindelig kandidat næste tirsdag og håber, at rigtig mange mænd gør det samme. Lad os skabe et Folketing med et kvindeligt flertal på tværs af partier, bogstavkombinationer og regeringsgrundlag, og se hvad der sker. Lad os skabe de bedst mulige betingelser for at få afgjort kønskampen. Eller ‘u-afgjort’ hvilket vel må være idealet. Lad os få afprøvet 30 års teorier om, at kvinder er bedre, mere medfølende og socialt anlagte ledere og give dem magten denne gang. Der er jo trods den mandlige overvægt opstillet kvindelige kandidater nok til at fylde salen til begge sider, så lad os gøre forsøget. Tag magten, kvinder. Vi er bag jer!

Mange af os søger noget som vi ikke kun er gode til, men tilmed geniale. Men hvor langt kan man gå ned i niveau?

Alle taler om dem, de fleste beundrer dem, og hovedparten af alle forældre mener, de har fået sådan nogle. Genier, altså. Og det gode for forældrene er, at chancen for at være genial er omvendt proportional med ens alder: De første år af ens liv kan man altid kaste sig over noget nyt, når man finder ud af, at det nok ikke lige var dét, man kunne revolutionere med sit enorme talent.
Hvis man ser på hvor mange sportsgrene, videnskabelige områder og fag, der findes, kan man faktisk holde den gående en del år, indtil man bliver nødt til at erkende, at man nok er temmelig gennemsnitlig på de fleste områder, lidt bedre på et par, og helt igennem talentløs indenfor alt, alt for mange af menneskelivets facetter. Baseret på egne erfaringer vil jeg antage, at man (det er også mig!) opgiver håbet om at være genial, når man runder de 30, eller muligvis et par år tidligere. Indtil da er man altid lidt på jagt efter nye, spændende ting, det kunne vise sig, nærmest kun var opfundet for at matche ens skjulte talenter.

DET ER I HVERT FALD DEN ENESTE forståelige årsag, jeg kan se, til at diller som ‘Rubiks terning’, Poker og andre komplet meningsløse tidsfordriv altid får hobevis af udøvere, så snart det bliver meddelt, at de findes, og optager nye fans.
Det viser, hvorfor menneskeheden er kommet så langt som art, når vi efter et helt livs nederlag STADIG håber, der kan dukke noget op, hvor vi kan indtage vores naturlige plads i verdenseliten, ved Gus Hansen, den almægtiges, side. Fint nok at være påskønnet, grundig, stabil og værdsat, men egentlig vil de allerfleste hellere lave noget, der virkelig duperer rakket: Noget, de andre aldrig selv ville kunne gøre, og i bedste fald ikke engang forstå.

DE FLESTE AF OS HAR I HVERT fald en idé om, at folk, der forsker i noget utroligt kompliceret, må være geniale, og hvis man kan starte en beskrivelse af sit arbejde med ordene ‘det er lidt svært at forklare’ er man godt på vej til status af i hvert fald mini-geni, og er i hvert fald sikker på at blive beskrevet som genial senere, selvom man måske bare ikke rigtig selv ved, hvad det egentlig er, man laver.
Og trangen til at opnå anerkendelse som genial er sund, for den får folk til at sprede deres anstrengelser ud. Ikke kun for at finde det ene område, man virkelig er skabt til at brillere indenfor, men også fordi det alt andet lige er lettere at komme i verdens-eliten indenfor et felt 40 mennesker dyrker, end indenfor tennis eller flygelspil. Verdens bedste med klaves eller trylledej kan sagtens være dygtig udover enhver beskrivelse, men hans geni vil oftere blive hyldet med et fnis end med en klapsalve. Bortset fra af andre entusiaster indenfor uspiselig dej-kunst eller kendere af de to træstaves magiske klange.

DERIMOD SER VI VÆLDIGT op til dem, der indtager positionerne som genier indenfor de genrer, vi gerne selv ville mestre. Fodbold, rockmusik og slige sager. Og det gode ved de to nævnte genrer er, at man faktisk får lov til at opleve genierne gå på pension og fumle omkring i livet som resten af os, i forsøget på at finde noget nyt at foretage sig.
Til gengæld for dét under man dem gerne millioner på kontoen. Bare de ikke kaster sig over trylledej. Den er taget!

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Hvad lægger vi egentlig ind på vores computere, når vi accepterer opdateringer. Og hvem sørger for, at der ikke er nogen rådne æbler i den pose?

Forleden fik jeg en mail fra mig selv. Og godt nok er jeg på mange måder ynkelig, men endnu er jeg ikke gået i gang med at sende mig selv små opmuntringer i stil med ‘Du er go’ nok’ eller ‘sådan en skruetrækker burde også have en bedre brugsanvisning’.
Mailen var mærkeligt nok forsynet med min adresse som afsender, men kombineret med en god venindes navn. Indholdet i mailen viste sig så at være en række billeder af denne veninde, alle sammen – må jeg skynde mig at tilføje – vældigt uskyldige. Således skuffet læste jeg teksten, der viste sig at være en reklame for denne venindes webcam af mærket Logitech, der hævdede, at jeg ved et indkøb af et lignende kamera kunne tage lignende billeder. En åbenlyst falsk præmis, eftersom jeg ikke er tilnærmelsesvis så tiltrækkende som min veninde. Da bemeldte veninde ikke tidligere har følt det nødvendigt at prale med sit gode udseende, spurgte jeg (i en mail, man er vel ikke helt yt!) om anledningen til forsendelsen og fik at vide, at hun bestemt ikke havde sendt nogle billeder og samtidig var yderst tilfreds med sendingens sobre karakter.
Nu er logik ikke min stærke side, men den eneste konklusion, jeg kan komme frem til på det foreliggende grundlag er, at kameraets software er indstillet til at rundsende reklamemails til personer på ejerens kontaktliste. Lad os være venlige mod firmaet og antage, at det kun er til kontakter, som ejeren tidligere har tilsendt andre billeder, eller at tilfældigheden på anden vis er begrænset.
Men stadig? Der er en grund til, at en avis som for eksempel denne har ansat folk til at vurdere hvilke billeder, der egner sig til at komme i bladet og ikke lader et Logitech-kamera afgøre det.
Nu er jeg jo (trods visse rygter i hollandske undergrundsmiljøer) ikke typen, der lægger billeder af unge damer på nettet mod deres vilje, men den slags psykologiske vurderinger har vi jo heller ikke for vane at overlade til Logitech-kameraer herhjemme. Så måske er det en dum idé, at tekniske apparater handler på egen hånd (eller chip)?
Man kan selvfølgelig bruge det faste argument mod den slags, at så længe, man ikke tager billeder, man ikke vil have videresendt, så har man ikke noget problem, men indtil der bliver placeret et fast kamera på Lene Espersens kontor, så køber jeg ikke den forsimpling.
Problemet er jo, at de instanser, der skulle forhindre den slags avancerede indstillinger, også dem der er meget værre end lidt selvreklame, ikke har evnerne til det. Hvis nogle er så computerkyndige, at de kan gennemskue den form for programmering, så sidder de ikke på et offentligt kontor langt fra dagslyset og drikker dårlig kaffe. Så sidder de på et privat kontor, langt fra dagslyset og drikker lidt bedre kaffe, med adgang til bordfodbold. Og til den dobbelte løn. Så når ens computer stiller én overfor et af de her uigennemskuelige dilemmaer om downloadning og opdatering og ‘nye versioner’, så er man fuldkommen overladt til afsenderens nåde og barmhjertighed.
Den eneste løsning, jeg kan se, er, at det er firmaernes opgave at forklare, hvad deres produkter indeholder, og myndighedernes opgave at finde på en passende sanktion, når de lyver. Det kunne for eksempel være at se på alle billederne fra Lene Espersens kontor, hvor hun piller næse.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Hvis man skal leve primitivt, kan man i det mindste gøre os andre den tjeneste at gå hele vejen.

Jeg har en computer, der ind imellem virker. Godt nok har den en temmelig stærk tillidsmandschip indbygget et sted i systemet, der forhindrer den i at udføre visse opgaver, men som regel gør den, som jeg forlanger. Hvis det bliver for varmt at sidde foran den, kan jeg åbne et vindue, og hvis det bliver for koldt, kan jeg dreje på en smart knap på noget, der hedder ‘en radiator’.
Hvis jeg er sulten, har jeg et køleskab fyldt med mere eller mindre friske og ernæringsrigtige sager, og bliver jeg tørstig, kan jeg åbne for en vandhane. Måske ikke afsløringer af en karakter, der rydder forsider, kære læser, men jeg siger dem også henvendt til et bestemt segment af den danske befolkning. De, som tilsyneladende ikke sætter pris på, hvor heldige, vi er.

Føler du dig truffet? Det behøver du ikke. Du kan eventuelt lige tjekke, om det er dig, jeg mener. Sidder du iført goretex-tøj, der har kostet en formue, men har samme æstetiske værdi som en nedslidt kartoffelsæk? Er du iført sko, der kan bringe dig frelst henover en mudret bjergtop, men ville få dig forment adgang til Burger King, hvis en vaks vagt spottede dem? Medbringer du en taske, der kan justeres på mere end én måde (dvs. ‘rem kort/rem længere’) og kræver en instruktionsbog for at blive betjent på en forsvarlig måde? Hvis du kan svare ja på et af disse tre spørgsmål, er du det, vi andre kalder ‘en friluftstosse’ og bør læse videre. Hvis du kan svare ja på alle tre, bør du vente med at læse videre og begynde med at afmontere den bizarre hat, du så garanteret også har iført dig.

Og hør så her: Naturen er dejlig, og det er da en spændende udfordring at leve ‘primitivt’, men hvorfor tager du så ikke ud i naturen nøgen? Hvorfor medbringer du udstyr for tusindvis af kroner? Hvis idéen er at opleve naturen uden at mærke den, så har jeg en glimrende tv-kanal, der giver mulighed for alle fordelene uden slagsider som myg eller kulde. Og hvis idéen er at have det så bekvemt som muligt, så har menneskeheden udviklet en spændende nyskabelse, der kaldes ‘hus’, og som man venter sig meget af fremover.

Hvis man vil prøve at leve primitivt, så gå dog hele vejen. Det gør man f.eks. i Vikingespillene i Frederikssund, der har premiere på fredag. På friluftsscenen kan man se folk, der ikke springer over, hvor Spejder Sport har udsalg. Der er autentiske dragter og udstyr lavet efter gamle metoder med et virkeligt lavt Goretex-index.

Helt pædagogisk spiller man i år ‘Svend Tveskæg’ for at minde om, hvor hårdt livet var i forne tider: Den tragiske historie om en konge, der hele livet blev mobbet, fordi man endnu ikke havde opfundet skægtrimmeren. Datidens Ahmed Akkari, bare med noget mere succes trods hans bizarre hårvækst. Svend Tveskæg sejlede til England helt uden primus-apparat eller svedtransporterende sokker til 150 kr. per par.

Jeg siger ikke, der er noget galt med friluftsliv, men hvor høfligt er det lige at have huset, varmen og det indlagte vand og så ikke benytte sig af det? Folk, der er tvunget til at undvære moderne bekvemmeligheder, kan sikkert ikke se det charmerende i, at velstillede danskere vælger at undvære det i et par uger, før de rejser hjem og ser, om videoen huskede at optage Mrs. Marple på DR1.