Hvornår er man egentlig venner? Spørgsmålet er både let og utroligt kompliceret, hvis man altså gør det til det. Og det bliver jo ikke lettere af at man nu kan være på Myspace og Facebook og sikkert sytten andre internet-steder og bliver ‘venner’ med folk ved et par museklik. Betegnelsen ‘ven’ er ikke kun misbrugt på nettet, for de fleste har en tendens til at slynge den om sig, også ude i virkeligheden. Det er godt at være venner, og efter min mening kan man sagtens have mange af dem, uden at kvaliteten af det enkelte venskab daler. Kærlighed er ikke sådan noget, der bliver mindre af, at man deler det.Men man skulle måske ind imellem overveje, om man ville stå op en tømmermandstung lørdag og flytte folks skrammel for dem. For det er sådan noget, venner gør. (Og må jeg i den forbindelse med stor forsinkelse takke alle de af mine venner, der gennem tiden har hjulpet med mine kaotiske og fuldkommen uorganiserede flytninger).

OG TAKKE DE NYE VENNER, jeg har fået. Med fare for at lyde som dronningens nytårstale var jeg i Grønland i sommer, og så mange søde mennesker er jeg godt nok ikke stødt ind i på én gang før. Der er godt nok en lang og temmelig kostbar rejse i vejen for at jeg kan komme og hjælpe dem med at flytte, men i ånden vil jeg gerne. Hvis de skal flytte er jeg villig til at stå tidligt op og bære rundt på tunge ting hernede i solidaritet. For hvis der er noget, Grønland behøver, er det solidaritet fra sine venner. Jeg er på ingen måde ekspert, og kunne ikke drømme om at foregive det, efter at have opholdt mig fem dage deroppe, men det mindste man kunne gøre, var da at give dem ret til at indrette sig, som de vil, og bruge hvad de kan finde i deres undergrund, som de har lyst til. Ville det ikke være meget passende som venner? Selvom man hjælper folk med at flytte, kommer man jo ikke og tømmer deres kælder, når det passer én. Hvis olien og de andre råstoffer kunne hjælpe Grønland til at få nogle bedre forhold, er det så ikke lige lovligt grådigt at insistere på at få del i pengene?

MULIGVIS BLANDER JEG MIG i noget relativt kompliceret, men overfladisk set kan man sige, at et samfund som det Grønlandske er lidt dyrere at få til at køre rundt, end lille hyggelige Syd-Danmark der trods de ni måneders regn årligt har et af verdens mest beherskede klimaer.
Det mest dramatiske, vi kommer ud for, er når Storebæltsbroen lukker på grund af sidevind, og så hvert tredje år en enkelt dag hvor vi får over tre centimeter sne, hvilket lukker hele landet, til stor fnisen fra alle lande der ligger lidt nordligere, og nok ikke mindst i Grønland, hvor man tager på spadsereture i det, vi ville betegne som en snestorm af katastrofalt omfang.

VILLE DET IKKE VÆRE en passende julegave, officielt at overlade enhver form for indtægt fra den grønlandske undergrund til dem, der bor deroppe og har hårdt brug for dem. Det ville da i hvert fald være den mest venskabelige ting at gøre, og det grønlandske samfund har brug for pengene.
Så kan det være, vi ikke behøver komme og hjælpe dem med at flytte, hvis det en dag bliver nødvendigt.

Noget af det fineste, man kan være i Danmark er ‘bekymret’. Hvis man er rigtig meget bekymret, kan man endda blive ‘kritisk’, og så kan man næsten ikke komme højere. Som professionel kritisk arbejder man tit for en form for dagblad og betragter alt, der dukker op med en nedladende skepsis.
Alle opfindelser, uanset hvor prisværdige og samfundsnyttige alle andre opfatter dem, kan de bekymrede kritikere vende til noget negativt. En elbil, der ikke forurener under kørslen. Uha, men hvad nu hvis alle vælger at oplade den samtidig, og hvad hvis den gør, at folk opfatter det som mere acceptabelt at køre, kan det så måske ikke få vejnettet til at bryde sammen? Mottoet hedder ‘intet er så godt, at det ikke er skidt for noget’. Og formålet er som regel primært at hæve sig over den gemene hob og demonstrere sit forkromede (øko-krom, naturligvis!) overblik.

SELV ET AF DE SENERE ÅRS bedste ideer skal selvfølgelig kritiseres af Hr. og Fru ‘Jeg er heldigvis god på et højere og meget mere begavet plan end resten af befolkningen’. Sidste års ‘Giv en Ged’-kampagne fra Folkekirkens Nødhjælp, som flere andre nødhjælpsorganisationer nu også tilbyder variationer over, synes jeg personligt er et tegn på håb for menneskeheden. Altså ikke så meget ideen, som dens fortjente succes.
Nu har de høje kritikere i årtier, med væmmelse i pennen, skrevet om dette materialistiske gaveræs, hvor vi bebyrder hinandens skabe med ubrugeligt skrammel, og når der så kommer et julegavealternativ til glæde for alle andre end Rosendahl, Herstal og Holmegaard, så skynder kritikerne sig at sige, at man KUNNE finde på bedre måder at yde velgørenhed på. Ja, og du kunne også hyppe din store magisterrøv til Afrika og gøre noget selv?

GEDER OG ANDRE GAVER er fantastiske til formålet, fordi en gave nu engang har bedst af at være noget konkret. Selv børn ved det, for når et lille barn har glemt at købe gave til far og mor, så skynder det sig at kradse et gavekort sammen, på et par opvaske eller en græsklæneklipning. Barnet skriver jo ikke med uhjælpsom skrift ‘jeg skal nok på en eller anden måde være en lille smule mere hjælpsom næste år’. Gaver ER konkrete. Det er kun cowboyer og aliens, der kan slippe af sted med at sige, ‘jeg kommer med fred’. Alle andre vil synes, det er en rimelig rådden værtindegave. Og geden, eller vaccinations-cyklen, eller sportspakken, eller brønden er alle sammen konkrete. Ikke kun for os, der kan tale om dem juleaften, men så sandelig også for modtageren i den tredie verden, og at opdage, hvor meget man kan hjælpe for så lille et beløb, er vist ikke det værste, samtaleemne juleaften. Når alternativet nu er, at man knap nok kan finde på noget at give, som modtageren ikke har i forvejen.

MÅSKE ER DE KÆRE ‘kritikere’ bare nødt til at være imod for at have en form for eksistensberettigelse, eller måske har de bare glemt at tænke på, at de stiller sig lige bag den lejr af folk, der helst ikke giver penge til den 3. verden, før deres fantasi løber tør for ting, de kan forære sig selv. Ja, Hr. og Fru Overkorrekt: Der bliver sagt haps og tak for ammunitionen ovre hos flokken, der for længst har afgjort med sig selv, at ‘den slags aldrig nytter noget’, uanset hvor mange glade børn de ser få mad og vaccinationer og skolegang. Eller måske hører Hr. og Fru ‘Kritisk’ til der i forvejen?

Fjernsynets største gave til os er efter min mening muligheden for at blive sure på det. Vi kan jo ikke blive rigtig sure på vores kolleger og familiemedlemmer, fordi den dér surhed har det med at hænge i lokalerne som en dårlig lugt.
I virkeligheden kom jeg til at tænke på det, fordi jeg har meldt mig ind i et fitnesscenter. Og ja, jeg ved godt, det minder urimeligt meget om at tune en Skoda Favorit eller lægge blomster på et gravsted, men det virkede som en god idé i situationen. Men hvis man ikke kan blive sur i et fitnesscenter, er man enten død eller Dalai Lama eller muligvis begge dele, hvilket er en vittighed, som de 15 tidligere inkarnationer af Dalai’en virkelig vil forstå at sætte pris på.
Jeg oplevede i hvert fald at stå på et løbebånd og på den ene tv-skærm se CNN og på den anden Voice TV. På CNN interviewede man en tryllekunstner, der åbenbart både var ung og populær: En cocktail, der ophidsede mig, længe inden jeg overhovedet fandt ud af, hvad han foretog sig. Og det lagde ikke just en dæmper på urin-temperaturen at en tekst på skærmen blev ved med at påstå at tryllekunstneren kunne ‘gå gennem glas og gribe en kugle fra en pistol med tænderne’.
Gu’ kan han da ej.
Han kan lave et trick, der får det til at se sådan ud, men der er da en himmelvid forskel, som en såkaldt nyhedskanal måske burde have valgt at forholde sig til. Men Voice TV var (surprice!) ikke mindre irriterende. Jeg taler ikke om værterne, for det må de jo selv om. Jeg så bare talløse (så talløse, som de nu kan være, når man kan overleve et sted i omegnen af 6 minutter på et løbebånd) gange, en reklame for de nye sms-lån, hvor man kan sende en sms til en flok ågerkarle, og så få overført penge til sin konto mod horrible renter og vilkår. Målrettet unge mennesker, der – som det smagfuldt fremhæves – ikke lige har råd til en bytur. Hvor lavt kan man som firma synke? Jeg synes, de skulle få skrevet ind i betingelserne, at de har ret til at skære et pund kød ud af eventuelle dårlige betalere, bare for at sætte deres forretning i det perspektiv, den fortjener.
Men de kan jo undskylde sig med, at de ikke er alene. Bare mens jeg har klampet den her bagside sammen, har jeg fået to mails, der tilbyder mig at låne op til 200.000 kroner’, mod en beskeden rente omkring de 13-15 procent. De røg i min junk-bakke, som det junk, de er, og hvis man er ude for, de ikke gør det, skal man lægge dem derover, så man undgår grådige menneskers udnyttelse af, at folk ikke kan overskue hvilke vilkår, de låner penge under. Alene hele den slibrige ‘no questions asked’ - retorik, de betjener sig af, burde være advarsel nok. Som om jeg stod og ønskede mig noget, det var for dumt eller pinligt at låne penge til af min bank? ‘Citibank’ er jo ikke grundlagt, fordi de synes, det er synd for mig, at jeg ikke har råd til at rejse en måned til Thailand. De er skabt for at sikre mig, at hvis jeg låner penge gennem dem, kommer minderne fra den rejse med sikkerhed til at vare 30 år. Jeg ved godt, at man kan argumentere for, at retten til at drive forretning indbefatter retten til at ødelægge folks privatøkonomi, men inden nogen råber ‘pengene har det bedst i borgernes lommer’, så tag et kig ned i den nærmeste ‘Tiger-butik’: En kæde, hvis succes effektivt dementerer den påstand.
Lad være med at tage de lån. Chancen for at det ender godt, er lige så stor som chancen for at I kan gribe en pistolkugle med tænderne.

Må jeg på vegne af den minimale gruppe, der ikke har fulgt med i DR’s ‘Forbrydelsen’, ydmygt bede om, at vi måske på et udefineret tidspunkt i den nærmere fremtid måske skifter emne? Ikke at der er noget galt med ‘Forbrydelsen’. Bestemt ikke.
Og når jeg ikke har set den, er det bestemt ikke, fordi jeg opfatter den slags som underlødigt pjat. De søndage, jeg har set tv, har det med garanti været noget meget dummere og mere overfladisk, jeg har spildt tiden på.
Problemet er bare, at det har jeg ikke haft lejlighed til at drøfte med nogen, for vi ved alle sammen, at referater af TV-programmer, man ikke selv har set, hører til de absolut kedeligste måder, man kan spilde fem minutter på – ved siden af at sniffe hårdkogte æg op i næsen eller prøve at se, hvor mange ærter, der kan være i en trombone.

MEN I 20 AFSNIT har ‘Forbrydelsen’ på genial vis holdt folk fanget ved at give dem mulighed for at diskutere, hvem DE nu gik og troede var morderen:
En meget dansk diskussion, hvor alle er lige kvalificerede, og alle gæt kan godtages uanset deres kvaliteter: Ham, der snedigt havde observeret en mistænkelig biperson i afsnit fire og ved minutiøs gennemspoling af samfulde afsnit faktisk har genset denne bi-
person i flere inkriminerende situationer kan effektivt sættes på plads med et ‘Jeg tror, det er ham Erik fra Krøniken, for han virkede så mærkelig’. For alle ‘Forbrydelsen’-fans har gættet som gale, og samtlige landets dagblade har jo haft forsidehistorier, hvor alt fra kriminologer, psykologer til hel- og halvkendte samt manden og konen på gaden har givet deres bud på, hvem der mon nakkede hende pigen.

OG JEG HÅBER, DET har været en fornøjelse, for må jeg nu, hvor selvsvingstornadoen er drevet forbi, minde om, at der var tale om fiktion. Dels så den flinke Nicolai Kopernikus ikke bliver stoppet af ældre damer på gaden og bliver kaldt ‘Vagn’ og bedt om at skamme sig.
Og dels så vi husker, at når psykologer og politifolk stiller op til en analyse af, hvad et hold manuskriptforfattere mon har fundet frem til i en filmskolepåvirket koffeinrus, så er det en meget bizar anvendelse af deres evner: Man skal være varsom med at kritisere de sikkert venlige folk, der bare har forsøgt at få en hyperventilerende BT-journalist ud af røret igen, men måske – bare måske – skulle de have sagt no-get i stil med ‘Det er en TV-serie og har intet med virkeligheden at gøre’.

FORFATTERHOLDET KUNNE jo med henvisning til, at der er tale om fiktion, mase hvem som helst ind i morderrollen med kort eller intet varsel.
Erik fra Krøniken kunne vise sig at være et udmærket bud, hvis brainstormen var gået over gevind. Man kan ikke undgå at synes, det er en lille smule tragisk, at samtlige aviser går amok, så snart der er et program, det virker som om, mange mennesker ser. Der dør folk hver weekend, og det får mindre medieomtale end en fiktiv gymnasiepige. Det er godt nok en trist tanke, når man ligger på sit yderste.
Det var ikke kun en time hver søndag aften, ‘Forbrydelsen’ slog ihjel. Det var alt for mange timer, der kunne være blevet brugt på noget rigtigt. Kan vi komme i gang med det nu?

Politik er en ret unik branche. Nok den eneste hvor man ikke bliver belønnet for at blive klogere. At blive klogere er faktisk noget af det værste, man kan gøre som politiker. De fleste faggrupper er ellers helt pjattede med efteruddannelse, så man kan få en ny og bedre stilling, magte andre funktioner eller måske endda en forfremmelse.
Men ikke politikere. De skal mene det samme fra deres første møde i ungdomsorganisationen, til de takker af efter årtier på Christiansborg.

ALLE FORMER FOR HOLDNINGSSKIFT bliver behandlet som noget nær utilregnelighed.
Jeg vil gå så vidt som til at sige, at hvis en politiker får nogle nye oplysninger, der underminerer det, han har brugt sit liv på at mene, så er det sikrere at se bort fra de oplysninger end at ændre holdning. Så kan man kalde dem, der kommer med oplysningerne for ‘smagsdommere’, hvilket er noget meget slemt, fordi det antyder, at disse mennesker både har en viden og en faglig indsigt, og den slags er jo altid mildt foruroligende.
Det er også ret unikt for politik som fagområde, at man kan tage håndfaste, faktuelle oplysninger og betragte dem som en form for holdninger, man kan være for og imod.

MEN NU ER JEG JO IKKE POLITIKER, så jeg vil både forholde mig til fakta og ændre mening. Om politik, altså. Nu ved vi jo, hvad flertallet mener, og så vil jeg tage demokratiet så bogstaveligt, at jeg indretter mig efter det.
Jeg skal til at være liberal. Det virker så rart. Og flertallet synes, det er den bedste løsning, så det må jeg rette mig efter.

JEG SÅ ET HERLIGT JAKKESÆT, jeg vil begynde at gå i. Bare et. Anders Fogh Rasmussen havde også det samme jakkesæt på under hele valgkampen, så et må være nok. Og så vil jeg begynde at opføre mig, som flertallet synes.
Jeg vil starte med at holde op med at give penge til folk på gaden. Det må de virkelig selv ligge at rode med. Det er jo ikke MIN skyld, at de ikke kan tage sig sammen og finde et job og holde op med at være sådan nogle ogginogger.

SÅDAN NOGLE INDSAMLINGER, hvor folk spilder en halv dag på at vade omkring med en raslebøsse, får heller ikke en krone af mig fremover. Jeg skal nok fortælle de herrer og damer fra Godhedsindustrien, hvad jeg synes om deres svinske, røde propaganda. Alle ved jo, at det hele bliver brugt på fede pampermiddage og aldrig når frem til de fattige i Afrika og omegn. Og hvis de virker begavede og lærenemme, vil jeg forklare dem, at bistanden faktisk er rigtig dårlig for alle negrene, for den vænner dem til bare at tage imod, og så bliver de ikke motiverede.

MOTIVATION ER MEGET VIGTIG for os liberale. Og de dér folk, der sidder i 40 graders varme og hverken ejer mad eller medicin, ser faktisk ikke særligt motiverede ud.
Det samme vil jeg føle mig nødsaget til at skrive til det barn i Afrika, jeg i et øjebliks vansind fik anskaffet mig. Ham og hans familie må da kunne indse, at de penge har det meget bedre i min egen lomme. Faktisk passer beløbet nogenlunde med den månedlige betaling for et flot tv, jeg lige så i en L’Easy-reklame.
Jeg er godt nok ikke helt sikker på, hvor jeg skal stille det, men så vil jeg holde hjulene i gang og skabe noget omsætning.

MAN FÅR ELLERS MEGET for pengene i Afrika, kan jeg se, når de sender mig en liste over, hvad de har brugt dem til, men det hjælper jo ikke os. Jeg tror faktisk, jeg vil være endnu mere liberal og foreslå, at vi sender de hjemløse til Afrika. De yder jo intet de mennesker, og dernede er det meget billigere med mad og den slags. Og der er også varmt, så det er ikke lige så slemt at sove på gaden.
Vi må da kunne få en ordning lidt i stil med, når vi køber CO2-kvoter af de fattige lande, der ikke forurener nok til at bruge dem selv.
Sådan. To fluer med et smæk. Sådan er vi liberale. Vi tænker i løsninger. Frem over isen og pyt med, om de dér miljøsmagsdommere påstår, at det knager lidt for tiden.

Så er det i dag! Der er valg, hvis det skulle have unddraget sig din opmærksomhed, kære læser, men det har det vel næppe. Det er nu, vi kan drage til vores designerede valgbord, vise dem vores lille lap papir med ordet ‘Valgkort’ kækt på sned i feststemte grønne typer og så være overladt til os selv og tømmerblyanten, når først den valgtilforordnede har fundet en tom bås, ved hjælp af den højteknologiske ‘bukke sig ned og se om der er et par ben under kanten af forhænget’-metode.

OG DET ER OS alle sammen, der må stemme. Hvis vi har rundet de 18 år, altså. Der er ingen øvre grænse, og heller ikke nogen test af om man aner, hvem der er hvem, og hvad de mener.
Efter en valgkamp fyldt med saglige, fuldt finansierede forslag, findes der sørgeligt nok stadig folk, der bræger ‘de lover og lover, men der sker jo ingenting!’ Mærkeligt, for det bedste ved en valgkamp er, at det er så lidt, man skal gøre, for at være en god samfundsborger. Læs lidt avis og se et par TV-debatter og tag stilling til hvad folk siger, og hvem du er mest enig med og tror på.

DET HAR ENDDA været gode debatter. Når man endelig fik lokket Fogh til at stille op, var han endda lejlighedsvis ved at gå ind i en reel diskussion om, hvad der skal ske fremover. Han har ellers ikke været let at lokke ud af busken. Når diskussionen gik på hvad valget
handlede om, sendte han Claus Hjort Frederiksen i byen for at sige, at ”en stemme på Helle Thorning-Schmidt er en stemme på Asmaa Abdol-Hamid”, selvom både Asmaa og Enhedslisten lå på grænsen til ikke at komme ind. Så lod han sin gode ven, Henrik Qvortrup, bruge SE og HØR til at sværte Naser Khader til. Bladet har stort set aldrig haft en politiker som tophistorie på forsiden, hvilket gør Henrik Qvortrups påstand om at han ”måtte trykke historien” fuldkommen meningsløs.

SÅ GIK DER nogle dage, hvor diskussionen handlede om et plankeværk på Frederiksberg og ikke om Irakkrig, nedslidte skoler og patienter på hospitalsgangene. Og netop som de vigtige emner begyndte at trænge sig ind på forsiderne igen, så fik Ekstra Bladets chefredaktion den gode idé at hævde, at Henrik Sass Larsen havde fungeret som ”spion” for Venstre i sidste valgkamp.
Det har man jo haft 2½ år til at skrive, men det skulle da ud at forplumre debatten kort før valget i stedet. Denne gang var det Jens Rohde, der var sendt i byen, så Anders Fogh kunne fortsætte sin gnidningsfri valgkamp, der i stedet for en reel debat, blev tyve dages klappen barnehoveder, der for mig kulminerede da statsministeren viste, at han var i stand til at løbe fra de små børn på et julemærkehjem. Sådan, Anders F.: De skal da lige have et ekstra hak i selvtilliden, når statsministeren kommer forbi.

DE HER EKSEMPLER er bare for at beklage, at når de andre partier har været åbne for debat, er det lidt sørgeligt at have en statsminister, der gemmer sig bag sit kampagneapparat og slibrige mediestunts i stedet for at tage diskussionerne. Så kan man ikke lade være med at tænke: Hvorfor stemme på en tøsedreng, når man kan få en rigtig kvinde?

Skal vi ikke lige huske at rose os selv engang? Det er egentlig sært, at man skal sige den slags i en valgkamp, hvor politikere rask væk tager æren for alt lige fra sommervejret og scoringsgennemsnittet i håndboldligaen til nye opskrifter på sovs.
Det er jo en fast politisk tradition, at den siddende regering har æren for alt godt, mens alt negativt skyldes ‘udviklingen’, ‘konjunkturerne’ eller manglende samarbejdsvilje hos oppositionen, mens sidstnævnte pudsigt nok anlægger den modsatte betragtning. En fælles ting kunne man dog temmelig bredt enes om at rose sig af: Af de ni opstillingsberettigede partier har fire kvindelige frontfigurer og fire mandlige, mens Enhedslisten, der altså i denne sammentælling lidt uvant udgør tungen på vægtskålen, nægter at operere med en egentlig leder. Altså har vi det perfekte politiske fifty-fifty-knald med fire og en halv partileder af hvert køn, eller, hvis man er krigerisk anlagt, en form for stillingskrig i kønskampen.

DEN MILEPÆL I ligestillingen synes jeg langt fra har fået den opmærksomhed, den fortjener. Ikke fordi ligestilling ikke har været et tema. Grædemænd og især -koner har som altid beklaget sig over, at et flertal af de opstillede er mænd, og man efterspørger stadig landets første kvindelige statsminister, men kan vi ikke lige standse op et øjeblik, lægge ni fotos frem foran os med otte partiformænd og et dobbeltfoto af Line Barfoed og Rune Lund fra Enhedslisten og notere det som en lille sejr.

NÅ IKKE? ‘Ingen våbenhviler i kønskampen’, lader til at være mottoet. Det ligger måske bare ikke rigtig til ligestillingsforkæmpere at være tilfredse? Det siger jeg slet ikke som et ‘vær nu bare glad for det I har fået’, hvilket er en nedladende omend nogle gange sund tanke. Jeg siger det som en form for selvudnævnt cheerleader for ligestilling. (Og gå let hen over de grimme mentale billeder i den sammenhæng). Hvis man nu gav sig lov til at glædes over delmål, ville man få optimisme og energi til at fortsætte kampen. Det mener jeg er en meget anerkendt tese, som også kvindesagen kunne støtte sig til.
For med den manglende lyst til at tage æren for den sejr det er at have ligestilling på partilederfronten, kunne man få den grimme mistanke, at kvindesagen aldrig bliver tilfreds, så længe der kan udpeges bare ét område med mandlig overrepræsentation, når man altså ikke lige regner narkomaner og hjemløse med.

SÅ DET HAR jeg tænkt mig at opfordre til, at vi lader komme an på en prøve. Jeg stemmer på en kvindelig kandidat næste tirsdag og håber, at rigtig mange mænd gør det samme. Lad os skabe et Folketing med et kvindeligt flertal på tværs af partier, bogstavkombinationer og regeringsgrundlag, og se hvad der sker. Lad os skabe de bedst mulige betingelser for at få afgjort kønskampen. Eller ‘u-afgjort’ hvilket vel må være idealet. Lad os få afprøvet 30 års teorier om, at kvinder er bedre, mere medfølende og socialt anlagte ledere og give dem magten denne gang. Der er jo trods den mandlige overvægt opstillet kvindelige kandidater nok til at fylde salen til begge sider, så lad os gøre forsøget. Tag magten, kvinder. Vi er bag jer!

Så er den her! Valg version 2007. Og må det være mig tilladt at ønske tillykke. Endelig har vi danskere fået præcis det valg, vi altid har drømt om. Den eneste officielle grund, statsministeren gav, da han udskrev valget, var at vi skulle ”rense luften”. Jeg vidste ikke engang at Folketinget led under dårligt indeklima, bortset fra i de få kontorer, hvor det fortsat er tilladt at ryge pibe og skrive læserbreve til Jyllandsposten, men med min begrænsede historiske viden er at ‘rense luften’, da en af de mindst konkrete årsager til et folketingsvalg. Havde det så været et miljø-valg, havde vi da haft noget at diskutere. Noget, som hovedparten af vælgerne ville kede sig til døde over efter cirka fire dages valgkamp. Og det siger jeg med den fuldeste respekt for både miljø-forkæmpere og de glade folk i Dansk Industri m.fl., der dybest set betragter naturen som en besværlig fodslæber, der slet, slet ikke har forstået de krav om fleksibilitet og tilpasningsevne, som det moderne arbejdsmarked kræver af dets medspillere.

MEN NU HAR VI FÅET drømmevalget, hvor vi hver især bestemmer for os selv, hvad temaet er. Ikke som de dér EU-afstemninger, hvor man pludselig skal tage stilling til alt muligt konkret og besværligt. Sådan en slipper vi for, og til gengæld får vi et valg til Folketinget, som minder tiltalende meget om vores tv-vaner. Hvis vi keder os over et emne, kan vi zappe hen til noget, som er mere underholdende. Hvis politikerne føler at de debatterer et emne, der sender pegefingeren i retning af vores fjernbetjeninger, kan de score endnu flere point på at sige ‘skal vi nu ikke lade være med at slynge tal i hovedet på hinanden’, og i stedet love færre dræbersnegle i haverne og mere wienervals i ’Vild med Dans’.

VI ER BLEVET EN NATION, der ikke lader sig fortælle, hvad vi skal gå op i. Da jeg var ung (og tv’et endelig var blevet opfundet) samledes man om TV-Avisen med andægtighed og en følelse af pligt, og fulgte med når nationens tilstand blev udlagt. Nu har Nyhederne og TV-Avisen ikke meget snor hos seerne, hvis de, trods stående værter og fiks grafik, skulle kede os det mindste. Klik, siger de tusinde fjernbetjeninger, og så er der nuttede hunde og have-tips på en anden kanal.
Og dengang i urtiden var der valg, når det ikke kunne være anderledes: Når en regering gav op, kom i mindretal eller valgperioden var ved at løbe ud. Nu er der valg for at ”rense luften”. Et duftfriskervalg? I hvert fald et valg, der både kan give os et nyt parti, en ny regering, et frisk mandat til den gamle, en opblødning af blokkene eller bare et ”Frisk pust over Danmark”.
Det eneste problem er jo hvis nogen på et tidspunkt leder efter et tema. Noget, vi kan enes om at snakke om. Hvis luften virkelig skal renses, må man jo komme op med en ny vision. Statsministeren har serve-retten og uanset hvor objektivt, jeg forsøger at læse Venstres annoncer med hans veltrimmede kontrafej, så vil han vist det hele. Bedre forhold for de svage, og miljøet, og erhvervslivet, og velfærden, og så absolut ingen form for ændringer i vores skattesystem, der stivnede tilbage i 2001. Kun valg, ingen fravalg.
Kan man tillade sig at kalde det fedtspil, eller er der bare ikke mere at komme efter?

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Alle taler om dem, de fleste beundrer dem, og hovedparten af alle forældre mener, de har fået sådan nogle. Genier, altså. Og det gode for forældrene er, at chancen for at være genial er omvendt proportional med ens alder: De første år af ens liv kan man altid kaste sig over noget nyt, når man finder ud af, at det nok ikke lige var dét, man kunne revolutionere med sit enorme talent.
Hvis man ser på hvor mange sportsgrene, videnskabelige områder og fag, der findes, kan man faktisk holde den gående en del år, indtil man bliver nødt til at erkende, at man nok er temmelig gennemsnitlig på de fleste områder, lidt bedre på et par, og helt igennem talentløs indenfor alt, alt for mange af menneskelivets facetter. Baseret på egne erfaringer vil jeg antage, at man (det er også mig!) opgiver håbet om at være genial, når man runder de 30, eller muligvis et par år tidligere. Indtil da er man altid lidt på jagt efter nye, spændende ting, det kunne vise sig, nærmest kun var opfundet for at matche ens skjulte talenter.

DET ER I HVERT FALD DEN ENESTE forståelige årsag, jeg kan se, til at diller som ‘Rubiks terning’, Poker og andre komplet meningsløse tidsfordriv altid får hobevis af udøvere, så snart det bliver meddelt, at de findes, og optager nye fans.
Det viser, hvorfor menneskeheden er kommet så langt som art, når vi efter et helt livs nederlag STADIG håber, der kan dukke noget op, hvor vi kan indtage vores naturlige plads i verdenseliten, ved Gus Hansen, den almægtiges, side. Fint nok at være påskønnet, grundig, stabil og værdsat, men egentlig vil de allerfleste hellere lave noget, der virkelig duperer rakket: Noget, de andre aldrig selv ville kunne gøre, og i bedste fald ikke engang forstå.

DE FLESTE AF OS HAR I HVERT fald en idé om, at folk, der forsker i noget utroligt kompliceret, må være geniale, og hvis man kan starte en beskrivelse af sit arbejde med ordene ‘det er lidt svært at forklare’ er man godt på vej til status af i hvert fald mini-geni, og er i hvert fald sikker på at blive beskrevet som genial senere, selvom man måske bare ikke rigtig selv ved, hvad det egentlig er, man laver.
Og trangen til at opnå anerkendelse som genial er sund, for den får folk til at sprede deres anstrengelser ud. Ikke kun for at finde det ene område, man virkelig er skabt til at brillere indenfor, men også fordi det alt andet lige er lettere at komme i verdens-eliten indenfor et felt 40 mennesker dyrker, end indenfor tennis eller flygelspil. Verdens bedste med klaves eller trylledej kan sagtens være dygtig udover enhver beskrivelse, men hans geni vil oftere blive hyldet med et fnis end med en klapsalve. Bortset fra af andre entusiaster indenfor uspiselig dej-kunst eller kendere af de to træstaves magiske klange.

DERIMOD SER VI VÆLDIGT op til dem, der indtager positionerne som genier indenfor de genrer, vi gerne selv ville mestre. Fodbold, rockmusik og slige sager. Og det gode ved de to nævnte genrer er, at man faktisk får lov til at opleve genierne gå på pension og fumle omkring i livet som resten af os, i forsøget på at finde noget nyt at foretage sig.
Til gengæld for dét under man dem gerne millioner på kontoen. Bare de ikke kaster sig over trylledej. Den er taget!

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Nu skal jeg være den sidste til at male fanden på væggen. Dels er jeg ikke helt sikker på, at han findes, eller om han i så fald vil sidde længe nok til, at jeg kan få fremstillet et vellignende portræt. Og selv om den onde selv var villig til at være model, ville mine stærkt begrænsede motoriske evner generelt og inden for tegnekunsten i særdeleshed nok ikke give et tilfredsstillende resultat. Jeg tror faktisk, jeg er den eneste elev, der af ren medlidenhed er blevet fritaget for tegneundervisning i den tid, min tidligere skole har eksisteret. Så ingen dæmoniske fresker fra min hånd. Men jeg undrer mig!

FOR NU AT VÆRE UNG med de unge og superhip vil jeg understrege, at jeg på daglig basis både betjener mig af det her ‘intermail’ og sender tekstbeskeder fra min telefon.
Begge dele med en begrænset succes. For jeg skal sige, at selv om det er overvejende sandsynligt, at det skyldes enten min fummelfingrethed eller min manglende popularitet hos modtageren, så sker det jævnligt, at jeg sender både ‘ting’ og ‘sager’, som aldrig når frem.
Det er en fremtrædende mulighed, at folk bare hovedrystende sletter alt, hvad jeg sender dem, men nogle af de mails og beskeder må trods alt være af en så acceptabel karakter, at der er tale om en teknisk fejl.
Min store fællesmail med overskriften ‘vil du være min ven for 1.000 kr.’, burde da være blevet læst af et par stykker.
Og mirakuløst for min selvtillid sker det også, at jeg hører om mails og sms’er, jeg skulle have fået, der aldrig er kommet frem. Ikke kun af typen ‘jeg mener da bestemt, jeg havde skrevet, at jeg ikke kom’, men faktiske meddelelser.
OG SÅ ER DET, at jeg bliver nødt til at spørge, hvor de bliver af? Papirbrevene, der ikke når frem, bliver jo opbevaret i mystiske rum hos postvæsenet, og mit indtryk er, at et hemmeligt notat foreskriver, at hvis de først er så forsinkede, at det er pinligt, så gemmer man dem 20 år mere, så de pludselig kan dukke op som en dejlig overraskelse og en sød notits bagpå en avis i stofnød.

MEN E-MAILS. Findes der en server i kælderen under Microsoft, der bare opbevarer dem, og når der så er gået 20 år, lader man dem så poppe op i den tilsigtede indboks? Eller suser de bare omkring som spøgelses-bytes et sted på internettet? Triste mail-skæbner der af og til kigger ind i tilfældige computere og får dem til at standse uforklarligt op et øjeblik.
Og hvor bliver alle de forgæves sendte sms’er af? Tæsker der bogstaver og alt for kækt blinkende smileys omkring ørerne på os på gaden i en form for limbo i stil med det, den katolske kirke aflivede for et par år siden efter kun 700 – 800 år? Stedet hvor sjælene skulle tilbringe evigheden, hvis de hverken havde gjort godt eller skidt i livet. Altså typisk børn der blev født og døde, inden de nåede at blive døbt. Dem tildelte kirken på vanlig medfølende vis et liv i evig tomhed uden mulighed for frelse.
En sympatisk omgangsform med forældre i dyb sorg, som man da også aflivede for et par år siden. Altså ‘Limbo’, ikke forældrene.
Nu havde Limbo ellers lige fået netforbindelse, og så var det slut. Men der dukker vel en afløser op? Måske vil man fremover sige, at udøbte, der dør, skal være i kælderen under Microsoft?

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.